De sidste par dage har jeg følt mig lidt kvalt socialt. Det er svært nok at finde sin rolle i et miljø, hvor der egentlig ikke er så meget, man kan give. Men samtidigt projicerer folk nogle gange forventninger om, hvem jeg er eller bør være over på mig. Så jeg prøver at holde fast i, hvem det er jeg er. Det er jo ikke 100% nemt, når man i forvejen ikke er helt sikker. Men det jeg tænker, der sker, er at jeg meget klart finder ud af, hvem jeg ikke er. Og måske vil jeg føle mig mere fri, når jeg så kommer hjem til Danmark. Jeg har i hvert fald lært, at jeg ligeså godt kan stoppe nu med at forsøge at kontrollere, at alle er glade, for det er fuldstændig umuligt.
Man bliver misforstået nærmest 100% hver eneste dag. For eksempel prøvede jeg i går at være høflig og respondere på en refleksion en af de andre studerende gjorde sig under undervisningen. Jeg er vant til dialog-baseret undervisning, men det kender asiatere over hovedet ikke noget til. Jeg tror, det er noget af det mest angstprovokerende, de kan forestille sig. Så når jeg prøver at bakke op og komme med mit syn på emnet, tager de det personligt, som om jeg ønsker at korrigere dem. Og så bliver de meget underlige, for de har for eksempel noget omkring alder. Vidste I, at i Korea SKAL man tale ned til folk, der er så lidt som et år yngre end en og tale op til dem, der er ældre. De har klubber for folk, der er født i samme år, så de kan føle sig mere afslappede og snakke lidt mere lige ud (hvis man kan sige det, de pakker jo alting ind, ok ja, jeg ved jeg er gnaven!). Så i dag gik jeg lige ud på badeværelset og gestikulerede kraftigt med mine arme, haha, argh!!
Ej, jeg har det faktisk rigtig rigtig godt. Jeg føler mig tvunget til at holde op med at være people-pleaser, for det kommer man ingen vegne med, og slet ikke som leder. Men det er udfordrende for mig at at elske og respektere de andre uden at tage deres følelser helt ind og prøve at please dem. Alternativet er indimellem at afskrive dem som totalt uden for rækkevidde og være virkelig distanceret og bare høflig. Men ih, det er heller ikke godt. Hvordan respekterer man folk uden at tage alle deres særheder personligt? Hmm, måske der mangler et gen i min hjerne. Det ville bare være lettest at kunne være sort-hvid. Men Gud har jo skabt os hver i sær i sin visdom, så der må være et højere formål. Glæder mig til at se hele sammenhængen i himmelen engang. Gad vide, om man får lov at se sådan en film engang, hvor man kan se alle de gange, man troede, man vidste, hvad folk tænkte, men ikke gjorde det alligevel. Hmm, nu er jeg vist ude på et sidespor.
Fredag skal vi til Burma. Det bliver nok ret interessant og meget anderledes, tror jeg. Det er langt mere fattigt. Men vi skal være med til at indvie en kirke i en lille landsby, så jeg glæder mig til at se, hvordan evangeliet ser ud i deres kontekst. Jeg er meget taknemmelig for at få lov at se forskellige sider af Gud og hans skaberværk i denne tid.
Jeg vil slutte med noget, der lige ramte mig lidt i undervisningen i dag, vist lidt ind i min situation. Nogle gange prøver vi at måle, hvordan vores gudsforhold går. Det er jo meget diffust, men den måde, Jesus faktisk taler om det flere gange, er hvor meget vi elsker og respekterer og tjener andre mennesker! Så tag den!
0 kommentarer:
Send en kommentar