Ah, så er vi på mere eller mindre velfortjent ferie på en lille ø, Koh Samet, lige ud fra Rayong, hvor vi tilbragte fire dage med Jeff og hans kone Or. Øen er 6 km lang og 2 km bred og så har den status af nationalpark, så her er virkelig smukt med lyseblåt vand, hvidt sand, smukke sommerfugle, koralrev og blomster. Bortset fra det er det sit eget lille pseudo-tourist-samfund. Det er ret surrealistisk, at alle bare går rundt i badetøj, og det eneste man kan se er strand. Hvor vi bor kan vi ikke se ret mange spor af det Thailand, vi kender bedst med masser af biler, os, små slumlignende hytter af metalrester og frem for alt kan vi ikke lugte den varme, krydrede os, vi var så trætte af i Chiang Mai og Bangkok. Det var helt sikkert det, jeg var mest træt af.

Men noget surrealistisk, og samtidigt nok også meget fint som overgang, at se så mange skandinavere og andre vestlige på sådan et lille område, der bare render rundt og spiller smarte og spiser seafood.

Det slår én igen, hvor forskellig vores kultur er fra den asiatiske, som er meget mere gruppe-orienteret. Når vi ser på os selv og alle vesterlændingene synes den der løgn med, at alle små beslutninger til sammen definerer vores image (og dermed sørgeligt nok vores identitet) uhyggeligt nærværende. En masse mennesker render ligesom rundt og forsøger med al vold og magt at udstråle, at de har tjek på det. Men det har vi jo ikke. Man skal ligesom hele tiden lige markere, hvilken type person, man er, hvilket i sig selv er en dødsdømt mission, idet vi samtifigt opererer med et kriterie om, at vi akke skal være vores helt egen unikke type. Så hver gang vi identificerer os med en bestemt stil eller holdning, bliver vi nødt til samtidigt at distancere os fra den. Derfor kan vi også have så svært ved virkeligt at relatere til hinanden, fordi vi så ofte har masken bestående af den historie, vi har bygget op og fortalt os selv og omverdenen, på. Ikke så underligt, vi render rundt og er lettere identitetsforvirrede indimellem.

Nå, men bortset fra det, så er jeg meget overraskende alligevel blevet noget nær nyforelsket i den danske kultur gennem mødet med de asiatiske. Jeg glæder mig helt vildt til at kunne sige min mening, til at grine højt på upassende tidspunkter (tænker især nu på Samuel Larsen med et stort smil)og til at være træt og ugidelig uden at skjule det.

Ellers var det godt at være i både Georgetown (Malaysia) og Rayong. I Georgetown nød vi mest bare at være blevet sluppet fri og brugte god tid på at komme os over Bangkok-outreachen. Vi spiste dejlig mad, spillede computer og gik lidt rundt på strandvejen. Det var så også nærmest det, der var at lave.

I Rayong brugte vi en del tid med Jeff og hans kone. De er nogle ret fantastiske mennesker, og jeg er så taknemmelig for at få lov at bygge relation med dem. Det føles lidt som et specielt venskab, Gud har bragt ind i vores liv, så det bliver spændende at se, hvor det bærer hen.

Slum

Øh, hvordan ved man, at man bor midt i Bangkoks slum (hvor vi lige har været på outreach)..??? Når taxachaufføren, da det går op for ham, hvor vi præcist skal hen, stopper bilen, begynder at lettere ryste og svede og siger "bad boy bad boy dangerous change car". Hehe.

De var så pænt fattige. Vi brugte blandt andet noget tid på, sammen med folk fra kirken at gå rundt og bede for syge i slummen. Det var ret vildt. Vi så ikke nogle helbredelser, mens vi var der, men de andre fortalte om flere vilde oplevelser, de havde haft. Men det var tydeligt, at mennesker blev berørt af Gud og af de ord, de hørte. Bangkok Vineyard er ret øvede i det med profetier og kundskabsord og hvad det hedder. Nogle kvinder bad for mig om søndagen, og selv om de ikke kunne meget engelsk og ikke kender mig, var det bare så præcist, de ord de fornemmede, så det kun kunne være Gud. Det var virkelig opmuntrende.

Måske især fordi det var en lidt hård outreach. Der var ret meget program og alt var på thai og man vidste aldrig helt, hvad man skulle foretage sig. Men det var fedt at opleve en kirke med så stort fokus på de fattige og på det John Wimber kaldte Power Evangelism (altså at lade Helligånden overbevise folk ved at bede for dem).

Nå, men vi har lagt nogle billeder op, jeg er lidt for smadret til at skrive mere, men glæder mig til at blive sluppet fri om under to dage.. hehe.

Enden i sigte

Efterhånden er der ikke lang tid tilbage her i Chiang Mai. Vi har en uges undervisning mere og tre dages debriefing efter vi har været i Bangkok og hjælpe til i slummen i næste uge igen. Vi kommer til at savne nogle mennesker, og det bliver tydeligere nu, hvilke elementer af opholdet, der har formet os mest.

Undervisningen har været interessant og relevant for os, men selvfølgelig, som vi forventede, var der en del, vi havde hørt før i forskellige Vineyard-sammenhænge. Men det har været godt at have tid til at reflektere over de ting, man aldrig har fået helt ind under huden. Godt at have haft mere tid til sig selv og Gud og til at lave ingenting. Den sidste uges tid, hvor vi ikke har haft thai-undervisning, har vi haft en del tid til os selv, og det er næsten skræmmende ikke at kunne være til nogen nytte eller finde på noget, man burde lave, når man er vant til en forholdsvis travl hverdag i København. Men også rigtig godt at lære bare at være til og nyde livet. Som idealist er jeg specialist i at finde problemer, der ikke er der eller ikke er nævneværdige, så jeg øver mig virkelig i bare at være Guds datter og glæde mig med ham over alt det fantastiske, jeg får lov at se af hans herlighed og storhed her.

Jeg er meget taknemmelig for alle de inspirerende mennesker, jeg har mødt, der bogstavelig talt lever på Guds nåde. Chiang Mai er base for mange forskellige kirkelige organisationer, og mange missionærer, der arbejder i de omkringliggende lande, bor her. Selv om jeg aldrig har hoppet af begejstring, når jeg har hørt om missionærer, så sker der bare noget, når man ser og oplever mennesker, der tager ud de mest sindssyge steder og bare må stole på, at det er Gud, der har kaldet dem. Dan og Angela, et new-zealandsk par, arbejder i Cambodia, som er et af verdens fattigste lande, men hvor de kristne virkelig vokser. Når Norbert fortæller nogle af de historier om Guds mirakler dér, da han boede der i 90'erne, rejser hårene sig på armene. Keith og Joy, et andet new-zealandsk par, arbejder sammen med Cherry med at træne kirkeplantere i Burma. De er nogle helt utrolige vise og milde mennesker. Bare så godt at være i nærheden af nogle forbilleder i troen, når man normalt er en del af en meget ung kirke. Og så er der Joshua og Alicia, et ungt amerikansk-kinesisk par (mange asiatere tager sig også et vestligt navn, Alisia er kineser). Dem kommer vi virkeligt til at savne. Joshua er 24 år, kan hebræisk, græsk, kinesisk og dele af en masse andre sprog. De er i Chiang Mai i øjeblikket for at få noget lingvistisk træning til at påbegynde oversættelse af Bibelen til en kinesisk befolkningsgruppe, jeg aldrig kan huske, hvad hedder. Julie, som er amerikaner, er 29 år og læser også en form for lingvistik på det store kristne universitet her. Hun vil gerne arbejde med verbale bibelhistorier til at udbrede evangeliet med. Mange befolkningsgrupper har ikke noget nedskrevet sprog, men de kan huske historier, de får fortalt langt bedre end os i vesten, der er vant til altid at kunne gå tilbage i medier og undersøge facts. Det er ret spændende at høre om.

Mest tænker jeg, at det har været fantastisk for Thomas og jeg at have så meget tid til at udvikle vores venskab. Nogle gange er det næsten ironisk, så isolerede, vi har været. Der kom aldrig internet i det hus, vi bor i, vi kan ikke modtage sms'er og den bil, vi ellers skulle have lånt de sidste tre uger her i Chiang Mai, brød sammen.

Og så synes jeg bare, at Gud har rykket rundt og sat mange forskellige ting på plads gennem mennesker, undervisning og bare hans Ånd. Så jeg glæder mig rigtig meget til at komme tilbage til min klynge, til den danske sommer i mine forældres have, Amager Strand, brunch ved søerne og ParadIS på Sankt Hans Torv.. Mmm.

Sådan cirka den største oplevelse i mit liv

Hey hey igen, så er vi hjemme fra Burma og Nordthailand. Det er meget svært at finde ud af, hvor man skal begynde med at beskrive det, vi har set og de mennesker, vi har mødt. Burma er det smukkeste land, jeg nogensinde har set. Jeg har forsøgt at fange noget af det på billederne, men det er helt umuligt. Samtidigt er det et ret uhyggeligt land, idet der stadig, efter mere end 15 år er borgerkrig. Hele landsbyer bliver stadig udryddet, og mange kristne forfølges og tortureres til døde på måder, man ikke troede var muligt. Det vil sige, det gør andre grupper også. Der lever mange mange forskellige befolkningsgrupper i landet. Og så bare lige i den forbindelse: Lad være med at se Rambo 4 (som beskriver lidt af situationen i Burma) aftenen før, du tager til Burma. Rimelig scarry! Burma er et militær-diktatur, så ingenting fungerer, og der er check-points alle steder. Alle forsøg på at samarbejde med andre lande bliver nedkæmpet, og militæret holder et ellers meget rigt ressource-land i total fattigdom. Generalen datter blev gift sidste år, og han betalte 40 millioner dollars for det. Så det er for eksempel det, pengene går til. Og så er inflationen bare helt sindsyg.

Militæret holder alle i et jerngreb. De tjekker tourister hele vejen, så vi kunne for eksempel ikke overnatte hos kristne lokale, men bliver nødt til at have stempler fra hoteller og så videre. Når man kommer ind i Burma skal man betale en milliard gebyrer og aflevere pas og tre kopier af passet og tre pasfotos osv, så det er pænt anderledes end Thailand. Alting er bare helt hen i vejret. For eksempel inddrager militæret nogle gange alle køretøjer (seriøst alle), fordi de ikke er registrerede. Men det fede er, at der ikke findes et sted at registrere sit køretøj. Så bliver de bare alle sammen konfiskerede og hele landet går i stå. Strøm er også noget, man skal være heldig at have i storbyerne et par timer om dagen. Ikke på grund af mangel, bare fordi militæret beslutter, hvornår folk må foretage sig noget.

Nå, men vi tog til Burma med Cherry, en australsk kvinde på 67 år. Hun er noget af det mest energiske, passionerede og ligefremme, jeg har mødt længe. Det mest befriende ved hende, er at hun er ret ligeglad med alle høflighedsregler. Hun siger sin mening og prøver ikke at glatte tingene ud. Bare så rart, når man ofte kan føle sig lidt kvalt af asiatere, der bliver vrede på én uden overhovedet at fortælle hvorfor.

Nå, men lørdag besøgte vi en lille landsby, Praket, som Cherry har arbejdet med. De har oplevet en del helbredelser, og det meste af landsbyen har mødt Jesus. Det lidt uhyggelige er så bare, at den lidt ældre præst har fået lidt storhedsvanvid, så da Cherry begyndte at give dem penge til en større kirkebygning, besluttede han at det skulle være en stor én med fine vinduer og gerne klokketårn og så videre. Det skal lige siges, at der ikke er andre bygninger i landsbyen af sten. Det er altsammen små trækonstruktioner, som I kan se på billederne. Nå, men han brugte i hvert fald ikke lige pengene så heldigt, men efter nogle år fik Cherry skrabet nok penge sammen til at færdiggøre bygningen. Så det var den vi var med til at indvie.

Det var meget stort at møde alle de søde, fattige mennesker. De var meget imødekommende. Derefter kørte vi tre timer nordpå til Cheng Tung, som er hovedstaden for Shan-folket. Den ligger et par timer syd for Kina og tæt på Laos også. Vi skulle egentlig bare være lidt tourister, men det endte med, at Cherry blev bedt om at prædike fire gange inde for fire dage. To af gangene fik hun omkring fem minutters advarsel. Men hun er ret dygtig teologisk, så det var også ret fedt for mig at opleve hende som forbillede.

Men det største var klart at møde alle de kristne. Deres glæde over den frihed, Jesus giver, er bare helt fantastisk. De forstod virkelig at fejre. Og deres mentalitet virkede ikke så anderledes end den danske. Jeg følte mig mere på bølgelængde med flere af dem, end jeg har gjort med thai'er. Det er højt intelligente mennesker, der bare gør, hvad der skal til for at følge Gud hver dag, lige meget om de risikerer deres liv. Tampei er for eksempel 29 år og bruger sin tid på at tage rundt og fortælle om Jesus i landsbyer, når han ikke arbejder for Cherry med tolkning og oversættelse af Bibelen til forskellige sprog.Han kan nemt gå over 30 km om dagen. Han kan 15 forskellige sprog, blandt andet Mandarin, thai, malay, burmesisk, engelsk, shan, chin. Og det er ikke fordi sprogene på nogle måder ligner hinanden. De ni af sprogene siger han, han har fået af Helligånden. Han har aldrig lært dem, men kan skrive, tale og forstå dem. Nogle gange har han skulle tale i en landsby med en tolk, men så har tolken sagt: jamen, du taler jo sproget. Han kendte det ikke før, men pludselig var det bare det, der kom ud af hans mund. Thai lærte Gud ham at tale og skrive på 7 dage. Man sidder bare og fatter ingenting. Han kan fortælle utallige historier om mirakler og helbredelser. Og så er han bare så ydmyg, sjov og nede på jorden og nem at relatere til.

Vi mødte flere af sådanne mennesker med de mest utrolige historier om Guds indgriben. Så på den måde er jeg bare så taknemmelig for at have set meget mere af Guds storhed. Der er ikke noget, der er umuligt for ham. Jeg tænker over, hvad Jesus kan få lov at gøre igennem mig, og prøver at vende lidt om på mit ofte sædvanlige perspektiv med, hvem jeg er i Jesus. Det er mere interessant, hvem han er i mig, og hvor meget plads han får. Han ønsker at forvandle jorden med sit rige, og en dag vil hele skabningen tilbede ham, som bare bliver ved og ved med at elske og tilgive på trods af alle vores mærkelige valg og svagheder.

Nå, men tjek billederne ud via linket til Picasa, og tak for alle de søde hilsner, jeg har fået. Glæder mig til at se jer alle sammen.

Gid man bare kunne være sort-hvid!

De sidste par dage har jeg følt mig lidt kvalt socialt. Det er svært nok at finde sin rolle i et miljø, hvor der egentlig ikke er så meget, man kan give. Men samtidigt projicerer folk nogle gange forventninger om, hvem jeg er eller bør være over på mig. Så jeg prøver at holde fast i, hvem det er jeg er. Det er jo ikke 100% nemt, når man i forvejen ikke er helt sikker. Men det jeg tænker, der sker, er at jeg meget klart finder ud af, hvem jeg ikke er. Og måske vil jeg føle mig mere fri, når jeg så kommer hjem til Danmark. Jeg har i hvert fald lært, at jeg ligeså godt kan stoppe nu med at forsøge at kontrollere, at alle er glade, for det er fuldstændig umuligt.

Man bliver misforstået nærmest 100% hver eneste dag. For eksempel prøvede jeg i går at være høflig og respondere på en refleksion en af de andre studerende gjorde sig under undervisningen. Jeg er vant til dialog-baseret undervisning, men det kender asiatere over hovedet ikke noget til. Jeg tror, det er noget af det mest angstprovokerende, de kan forestille sig. Så når jeg prøver at bakke op og komme med mit syn på emnet, tager de det personligt, som om jeg ønsker at korrigere dem. Og så bliver de meget underlige, for de har for eksempel noget omkring alder. Vidste I, at i Korea SKAL man tale ned til folk, der er så lidt som et år yngre end en og tale op til dem, der er ældre. De har klubber for folk, der er født i samme år, så de kan føle sig mere afslappede og snakke lidt mere lige ud (hvis man kan sige det, de pakker jo alting ind, ok ja, jeg ved jeg er gnaven!). Så i dag gik jeg lige ud på badeværelset og gestikulerede kraftigt med mine arme, haha, argh!!

Ej, jeg har det faktisk rigtig rigtig godt. Jeg føler mig tvunget til at holde op med at være people-pleaser, for det kommer man ingen vegne med, og slet ikke som leder. Men det er udfordrende for mig at at elske og respektere de andre uden at tage deres følelser helt ind og prøve at please dem. Alternativet er indimellem at afskrive dem som totalt uden for rækkevidde og være virkelig distanceret og bare høflig. Men ih, det er heller ikke godt. Hvordan respekterer man folk uden at tage alle deres særheder personligt? Hmm, måske der mangler et gen i min hjerne. Det ville bare være lettest at kunne være sort-hvid. Men Gud har jo skabt os hver i sær i sin visdom, så der må være et højere formål. Glæder mig til at se hele sammenhængen i himmelen engang. Gad vide, om man får lov at se sådan en film engang, hvor man kan se alle de gange, man troede, man vidste, hvad folk tænkte, men ikke gjorde det alligevel. Hmm, nu er jeg vist ude på et sidespor.

Fredag skal vi til Burma. Det bliver nok ret interessant og meget anderledes, tror jeg. Det er langt mere fattigt. Men vi skal være med til at indvie en kirke i en lille landsby, så jeg glæder mig til at se, hvordan evangeliet ser ud i deres kontekst. Jeg er meget taknemmelig for at få lov at se forskellige sider af Gud og hans skaberværk i denne tid.

Jeg vil slutte med noget, der lige ramte mig lidt i undervisningen i dag, vist lidt ind i min situation. Nogle gange prøver vi at måle, hvordan vores gudsforhold går. Det er jo meget diffust, men den måde, Jesus faktisk taler om det flere gange, er hvor meget vi elsker og respekterer og tjener andre mennesker! Så tag den!

At lære at have tillid

De sidste par uger har været lidt anderledes for mig. Ikke at der er sket noget særligt. Måske bare at jeg er kommet tilpas ned i gear til at jeg begynder at længes efter at kunne gøre en forskel igen. Og så er det blevet så meget hverdag, at alting ikke længere er nyt, og man begynder at savne elementer som en sofa, privatliv og venner, der forstår hvad man mener:-)

Så jeg har følt mig lidt desperat indimellem. Men det føles faktisk godt, for jeg føler egentlig at Gud bærer mig, og jeg lærer at leve af hans bekræftelse og ikke af andres. For der er ikke så mange mennesker her, der fylder bekræftelse ned i mig. Det hlar også være angstprovokerende for mig at vænne mig til, at nogle mennesker bare lige pludselig ikke kan lide mig, og så have det godt alligevel. Så jeg tænker, at når jeg har lært det, så er jeg måske kommet et godt stykke også i forhold til tjeneste i kirken. Jeg vil gerne tjene Gud, ikke være en people-pleaser, selv om det selvfølgelig indimellem kan være det samme til en vis udstrækning.

Jeg har læst en del i evangelierne, og det jeg er kommet tilbage til flere gange det sidste stykke tid, er det, at Jesus kom for at afsløre Faderens hjerte og for at forsone os med ham. Og så at Helligånden er et pant og tegn på Faderens kærlighed. Det går igen mange gange, især ved Jesu dåb, hvor Ånden kædes sammen med Guds kærlighed i alle fire evangelier.

Jeg kan tit være så skeptisk, så det er godt, at en så vigtig del af Guds hjerte er beskrevet så mange steder. Jeg vil gerne fatte det.

Ellers har vi de sidste to uger haft om det at udbrede Guds rige i hele verden og om udfordringerne ved tværkulturel mission. Det har været meget inspirerende, og i lyset af de mange historier omkring, hvordan folk modtager Jesus rundt omkring i verden, har jeg især reflekteret meget over min danske kultur. Når vi forsøger at forklare den danske mentalitet af selvtilstrækkelighed, individualisme, jantelov, tolerance og relativisme (min korte beskrivelse), er folk her chokerede og synes det er så synd for os, at vi lever som kristne i sådan et land. He he. Tjah, jeg tænker i hvert fald over, hvad nøglen til danskernes hjerter er. Jeg tænker, at alle søger efter sandheden, lykke og mening, men at kristendommen naturligt nok er blevet afskrevet som svarmulighed.

Så mest af alt har jeg lyst til at sige undskyld undskyld undskyld til alle danskere for den måde, vi som kristne i århundreder har misrepræsenteret Gud og hans rige!

Asiater-udfordringer

De sidste par uger har været lidt hårde socialt set. De to asiatere reagerer meget anderledes end Thomas og jeg, og gør det oftest ved at trække sig tilbage. Så tre gange inde for de sidste par uger har vi oplevet, at én af dem pludselig ikke taler til eller kigger på én eller flere af os andre i flere dage. Så prøver man at redde det ud, men det er nærmest umuligt, for de er som regel sårede over, at man ikke ved, hvad problemet drejer sig om og dermed ikke forstår dem.

Så det er lidt hårdt, synes jeg. Lige pludselig er man bare en ond vesterlænding i deres øjne, og der er intet, man kan gøre for at redde situationen eller undskylde for det, man ikke ved, man har gjort. Det er sørgeligt og påvirker hele teamet. Jeg prøver alt, hvad jeg kan at forstå og sætte mig ind i deres følelser, men det er ikke så nemt. Det har jeg aldrig prøvet før.

Så det jeg mest lærer, er at jeg ikke kan sørge for, at alle er glade og ikke kan kontrollere folks reaktioner. Det gør bare ondt, når man faktisk holder af dem begge meget, men de så i perioder tror, man vil dem det værste. Sprogudfordringerne gør det så heller ikke nemmere.

Men det er nok typisk med alle de her former for "angreb", når Gud har sat én i et setting, hvor man virkelig har mulighed for at vokse og lære en masse gode ting, der kan være med til at bringe hans kærlighedsrige ind i menneskers liv. Det kan Den Onde vist ikke lide. Så I må gerne bede om beskyttelse, forståelse, visdom og kærlighed til os alle sammen.

Savner Danmark:-)