Hey hey igen, så er vi hjemme fra Burma og Nordthailand. Det er meget svært at finde ud af, hvor man skal begynde med at beskrive det, vi har set og de mennesker, vi har mødt. Burma er det smukkeste land, jeg nogensinde har set. Jeg har forsøgt at fange noget af det på billederne, men det er helt umuligt. Samtidigt er det et ret uhyggeligt land, idet der stadig, efter mere end 15 år er borgerkrig. Hele landsbyer bliver stadig udryddet, og mange kristne forfølges og tortureres til døde på måder, man ikke troede var muligt. Det vil sige, det gør andre grupper også. Der lever mange mange forskellige befolkningsgrupper i landet. Og så bare lige i den forbindelse: Lad være med at se Rambo 4 (som beskriver lidt af situationen i Burma) aftenen før, du tager til Burma. Rimelig scarry! Burma er et militær-diktatur, så ingenting fungerer, og der er check-points alle steder. Alle forsøg på at samarbejde med andre lande bliver nedkæmpet, og militæret holder et ellers meget rigt ressource-land i total fattigdom. Generalen datter blev gift sidste år, og han betalte 40 millioner dollars for det. Så det er for eksempel det, pengene går til. Og så er inflationen bare helt sindsyg.
Militæret holder alle i et jerngreb. De tjekker tourister hele vejen, så vi kunne for eksempel ikke overnatte hos kristne lokale, men bliver nødt til at have stempler fra hoteller og så videre. Når man kommer ind i Burma skal man betale en milliard gebyrer og aflevere pas og tre kopier af passet og tre pasfotos osv, så det er pænt anderledes end Thailand. Alting er bare helt hen i vejret. For eksempel inddrager militæret nogle gange alle køretøjer (seriøst alle), fordi de ikke er registrerede. Men det fede er, at der ikke findes et sted at registrere sit køretøj. Så bliver de bare alle sammen konfiskerede og hele landet går i stå. Strøm er også noget, man skal være heldig at have i storbyerne et par timer om dagen. Ikke på grund af mangel, bare fordi militæret beslutter, hvornår folk må foretage sig noget.
Nå, men vi tog til Burma med Cherry, en australsk kvinde på 67 år. Hun er noget af det mest energiske, passionerede og ligefremme, jeg har mødt længe. Det mest befriende ved hende, er at hun er ret ligeglad med alle høflighedsregler. Hun siger sin mening og prøver ikke at glatte tingene ud. Bare så rart, når man ofte kan føle sig lidt kvalt af asiatere, der bliver vrede på én uden overhovedet at fortælle hvorfor.
Nå, men lørdag besøgte vi en lille landsby, Praket, som Cherry har arbejdet med. De har oplevet en del helbredelser, og det meste af landsbyen har mødt Jesus. Det lidt uhyggelige er så bare, at den lidt ældre præst har fået lidt storhedsvanvid, så da Cherry begyndte at give dem penge til en større kirkebygning, besluttede han at det skulle være en stor én med fine vinduer og gerne klokketårn og så videre. Det skal lige siges, at der ikke er andre bygninger i landsbyen af sten. Det er altsammen små trækonstruktioner, som I kan se på billederne. Nå, men han brugte i hvert fald ikke lige pengene så heldigt, men efter nogle år fik Cherry skrabet nok penge sammen til at færdiggøre bygningen. Så det var den vi var med til at indvie.
Det var meget stort at møde alle de søde, fattige mennesker. De var meget imødekommende. Derefter kørte vi tre timer nordpå til Cheng Tung, som er hovedstaden for Shan-folket. Den ligger et par timer syd for Kina og tæt på Laos også. Vi skulle egentlig bare være lidt tourister, men det endte med, at Cherry blev bedt om at prædike fire gange inde for fire dage. To af gangene fik hun omkring fem minutters advarsel. Men hun er ret dygtig teologisk, så det var også ret fedt for mig at opleve hende som forbillede.
Men det største var klart at møde alle de kristne. Deres glæde over den frihed, Jesus giver, er bare helt fantastisk. De forstod virkelig at fejre. Og deres mentalitet virkede ikke så anderledes end den danske. Jeg følte mig mere på bølgelængde med flere af dem, end jeg har gjort med thai'er. Det er højt intelligente mennesker, der bare gør, hvad der skal til for at følge Gud hver dag, lige meget om de risikerer deres liv. Tampei er for eksempel 29 år og bruger sin tid på at tage rundt og fortælle om Jesus i landsbyer, når han ikke arbejder for Cherry med tolkning og oversættelse af Bibelen til forskellige sprog.Han kan nemt gå over 30 km om dagen. Han kan 15 forskellige sprog, blandt andet Mandarin, thai, malay, burmesisk, engelsk, shan, chin. Og det er ikke fordi sprogene på nogle måder ligner hinanden. De ni af sprogene siger han, han har fået af Helligånden. Han har aldrig lært dem, men kan skrive, tale og forstå dem. Nogle gange har han skulle tale i en landsby med en tolk, men så har tolken sagt: jamen, du taler jo sproget. Han kendte det ikke før, men pludselig var det bare det, der kom ud af hans mund. Thai lærte Gud ham at tale og skrive på 7 dage. Man sidder bare og fatter ingenting. Han kan fortælle utallige historier om mirakler og helbredelser. Og så er han bare så ydmyg, sjov og nede på jorden og nem at relatere til.
Vi mødte flere af sådanne mennesker med de mest utrolige historier om Guds indgriben. Så på den måde er jeg bare så taknemmelig for at have set meget mere af Guds storhed. Der er ikke noget, der er umuligt for ham. Jeg tænker over, hvad Jesus kan få lov at gøre igennem mig, og prøver at vende lidt om på mit ofte sædvanlige perspektiv med, hvem jeg er i Jesus. Det er mere interessant, hvem han er i mig, og hvor meget plads han får. Han ønsker at forvandle jorden med sit rige, og en dag vil hele skabningen tilbede ham, som bare bliver ved og ved med at elske og tilgive på trods af alle vores mærkelige valg og svagheder.
Nå, men tjek billederne ud via linket til Picasa, og tak for alle de søde hilsner, jeg har fået. Glæder mig til at se jer alle sammen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar