Asiater-udfordringer

De sidste par uger har været lidt hårde socialt set. De to asiatere reagerer meget anderledes end Thomas og jeg, og gør det oftest ved at trække sig tilbage. Så tre gange inde for de sidste par uger har vi oplevet, at én af dem pludselig ikke taler til eller kigger på én eller flere af os andre i flere dage. Så prøver man at redde det ud, men det er nærmest umuligt, for de er som regel sårede over, at man ikke ved, hvad problemet drejer sig om og dermed ikke forstår dem.

Så det er lidt hårdt, synes jeg. Lige pludselig er man bare en ond vesterlænding i deres øjne, og der er intet, man kan gøre for at redde situationen eller undskylde for det, man ikke ved, man har gjort. Det er sørgeligt og påvirker hele teamet. Jeg prøver alt, hvad jeg kan at forstå og sætte mig ind i deres følelser, men det er ikke så nemt. Det har jeg aldrig prøvet før.

Så det jeg mest lærer, er at jeg ikke kan sørge for, at alle er glade og ikke kan kontrollere folks reaktioner. Det gør bare ondt, når man faktisk holder af dem begge meget, men de så i perioder tror, man vil dem det værste. Sprogudfordringerne gør det så heller ikke nemmere.

Men det er nok typisk med alle de her former for "angreb", når Gud har sat én i et setting, hvor man virkelig har mulighed for at vokse og lære en masse gode ting, der kan være med til at bringe hans kærlighedsrige ind i menneskers liv. Det kan Den Onde vist ikke lide. Så I må gerne bede om beskyttelse, forståelse, visdom og kærlighed til os alle sammen.

Savner Danmark:-)

Rayong

Sidste uge var vi på vores første "outreach". Det skulle rigtigt have været den sidste, fordi det var nede ved havet, og der ikke var så meget arbejde at gøre. Men vi var i Rayong, og det var helt fantastisk. Vi var sammen med 10-15 mennesker fra den lokale Vineyard-kirke, og det var helt utroligt, så meget vi bare følte os hjemme og på bølgelængde. Alle var bare så afslappede og varme at være sammen med. Og de fleste har ikke kendt Jesus ret længe, så det var også meget forfriskende. Thomas holdt et lille bibelstudie for dem, som blev oversat. Det var meget fedt.

Vi blev bare så velsignede af at være der. De tog så godt imod os, og jeg føler, vi har fået venskaber, som vil vare længe, selv om mange af dem ikke forstod meget engelsk. Men især Jeff (som er thai, det var en ren thai-kirke) gjorde stort indtryk, og jeg føler virkelig, vi lærte meget af ham. Og alle var så glade for at have mødt Jesus. For en måned siden så de deres første mirakel, da en kvinde i kirkens mand blev helbredt fuldstændigt for kræft, efter de bad for ham, så det var de meget opmuntrede over. Det er bare så godt at møde, for nogle gange kan jeg som dansker blive helt immun og blind over for de ting, Gud gør. Det var meget tydeligt at se, hvor kæmpe forskel, Gud gjorde i deres liv.

Ellers nyder jeg bare at have tid til virkelig at være sammen med Gud. Ofte har vi lovsang to gange om dagen, og ellers hver morgen. Vi er ikke ret mange, og Norbert har fra begyndelsen sagt, at der er frihed til at tilbede på vores helt egen måde, så længe vi er ægte. Så jeg føler, at mit venskab med Gud vokser dag for dag, og jeg ligesom bliver mere fortrolig med ham og genkender hans stemme hurtigere. Underligt så mange ting, der ofte ellers kan komme i vejen. Eks. mit billede af Gud (gider han virkelig være sammen med mig etc), træthed, frygt etc. Men jeg føler egentlig, at jeg i Guds nærvær bliver mere og mere mig selv, og jeg oplever ligesom en stille boblende ægte glæde over at være forsonet med ham og på en måde være hjemme, der hvor jeg hører til. Så jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har haft det så godt med mig selv, og det er fantastisk. Jeg kan ligesom mærke, hvordan alle følelser af fordømmelse, frygt og uro stille og roligt forsvinder, når jeg virkelig tør være ærlig over for min far i Himlen og hvile hos ham.

Nå, jeg har allerede været på internettet i 2 timer, så jeg vil smutte hen og få noget mad. God weekend til alle snart!

Alt for varmt, mand!

Puha, her begynder at blive varmere og varmere. Når man går udenfor føles det bare som at gå med en hårtørrer på maks lige foran dig. Men det er jo lækkert, og fuglene synger, så længe man kan finde steder med air condition. Jeg vender mig også bare til at svede hele tiden ligesom alle andre.

Varmen sammen med mad-osen og mest af alt bil-osen er det, man bliver mest træt af. Der er ligesom aldrig køle frisk luft.

I går tog vi sammen med Hellen, en australsk kvinde, der er med-leder på skolen og Melissa, som er en ameriansk kvinde gift med en Thai-mand og har boet her i mange år, op til et budhistisk tempel på et bjerg i nærheden. Vi kørte hen til foden af bjerget og gik hele vejen op kl. 15 om eftermiddagen. Jeg fatter ikke, hvorfor det tidspunkt var valgt, men det er selvfølgelig bedre end kl. 6 om morgenen, hvor Hellen ofte går sine prayer-walks.

Jeg troede, jeg skulle besvime eller få et hjerteanfald. Det var monster-varmt og der var monster mange, meget høje trin, op. Men vi kom derop og så templet og fik lidt hustorie forklaret. Og vi bad og sang en enkelt lovsang. Der var den flotteste udsigt ud over hele byen. Det er meget fremmed for Thomas og jeg med disse prayerwalks, men der er tilsyneladende også en helt anden åndelig kamp til stede her. Den er i hvert fald noget mere synlig. Det thailandske folk er meget overtroiske og ofrer hver dag til en lang rækker forskellige ånder og guder for at få beskyttelse. Så der er mange mørke kræfter i spil, og har været det i tusinder af år. Thailand er et af de lande i verden med færrest kristne. Det har færre kristne end alle de omkringliggende lande, da der ligesom er en del åndelige blokeringer.

Jeg er ikke rigtigt vant til at tænke så meget i de baner, men det er meget interessant, og det er en god følelse at få lov at bede for byen, om at Guds rige med al dets lys og kærlighed må bryde igennem. Mennesker her er fyldt af så meget frygt. Melissa har fortalt en masse historier om folk, der har mødt Gud i templer, efter at der er blevet bedt for de steder. Når mennesker virkelig søger sandheden, vil Gud også åbenbare sig for dem. Men det er underligt at forholde sig så meget til den åndelige virkelighed hele tiden. Men det går op for mig, hvordan lovsang også er en slags krigsførelse. At Gud virkelig elsker at modtage vores tilbedelse og arbejder igennem det.

Og samtidigt går det også lidt op for mig, hvor mange små løgne, fjenden har sneget ind i mig. Jeg tror, den største måde, han måske arbejder på i vesten er det med individualismen. At vi ligesom kan finde sandheden om alting ved at føle efter, at vi ligesom hele tiden er vores egen største autoritet. Det er så svært for mig at overgive alt til Gud, for alt hvad jeg har lært siger, at vi selv skal kontrollere alt. Så jeg kæmper lidt med at lægge stolthed, arrogance og alt det der pis væk med Guds hjælp.

Og jeg oplever mere og mere, hvor vildt det er, at Gud tager imod mig med alt mit skidt og lort, at han finder glæde i at modtage hele mig og til gengæld giver mig af sin nåde og liv. Nogle gange tror jeg, jeg misser ud af en masse ved ikke at give ham hele mig, men kun den pæne del. Jeg tænker over, hvad det vil sige at tilbede i Ånd og sandhed. At være helt gennemsigtig og ærlig og sand over for Gud. Og hvad vil det sige at tilbede i Ånden? Ofte bliver det i hvert fald mere bare med mine følelser eller tanker, men det flytter måske i virkeligheden ikke så meget. Jeg funderer.

Nå, men jeg har det godt, bortset fra varmen. På mandag tager vi til Rayong en uges tid og hjælper Vineyard-kirken der, så der går noget tid, før jeg skriver igen. Savner jer alle. Må Gud velsigne jer og fylde jer igen og igen:-)

Komme dit rige

Det er stadig helt fantastisk at være her. Efterhånden som tiden går, og hverdagens stress og to-do lister forsvinder helt ud af min krop, bliver der virkelig plads for mere af Gud, kan jeg mærke. Det meste af tiden er jeg bare glad. Jeg oplever en form for barnlige glæde over at tilhøre Gud og blive forkælet af ham. Så når noget så indimellem forstyrrer den glæde, er jeg i stand til at tage fat i det og spørge Gud omkring det med det samme. Så jeg oplever han viser mig mange små ting om steder i mig, der er præget af frygt, vrede eller desillusion. Så kan jeg give det til ham, og han kan få lov at få plads.

Jeg oplever også den der angst for, om jeg vil være i stand til at fokusere mit blik på ham, når jeg igen kommer til Danmark, om han rent faktisk kan bruge mig til noget, og om vi faktisk får lov at se mere af hans rige i København. Den form for desillusion og forvrænget selvbillede sidder godt fast, så jeg prøver at overgive det til Gud hele tiden.

Jeg tænker meget på, at jeg mange gange derhjemme ikke har forventet at se særlig meget af Guds rige i form af fred, helbredelse, frihed, retfærdighed, glæde og så videre, og det gør det måske svært for Helligånden at komme til. Nogle gange kan jeg måske også distancere mig intellektuelt. Så min bøn i øjeblikket er, at Gud på ny må give os en barnetro og en forventning til ham, at vi må turde træde ud på vandet og bede hans rige om at bryde igennem i hele vores liv og samfund.