Enden i sigte

Efterhånden er der ikke lang tid tilbage her i Chiang Mai. Vi har en uges undervisning mere og tre dages debriefing efter vi har været i Bangkok og hjælpe til i slummen i næste uge igen. Vi kommer til at savne nogle mennesker, og det bliver tydeligere nu, hvilke elementer af opholdet, der har formet os mest.

Undervisningen har været interessant og relevant for os, men selvfølgelig, som vi forventede, var der en del, vi havde hørt før i forskellige Vineyard-sammenhænge. Men det har været godt at have tid til at reflektere over de ting, man aldrig har fået helt ind under huden. Godt at have haft mere tid til sig selv og Gud og til at lave ingenting. Den sidste uges tid, hvor vi ikke har haft thai-undervisning, har vi haft en del tid til os selv, og det er næsten skræmmende ikke at kunne være til nogen nytte eller finde på noget, man burde lave, når man er vant til en forholdsvis travl hverdag i København. Men også rigtig godt at lære bare at være til og nyde livet. Som idealist er jeg specialist i at finde problemer, der ikke er der eller ikke er nævneværdige, så jeg øver mig virkelig i bare at være Guds datter og glæde mig med ham over alt det fantastiske, jeg får lov at se af hans herlighed og storhed her.

Jeg er meget taknemmelig for alle de inspirerende mennesker, jeg har mødt, der bogstavelig talt lever på Guds nåde. Chiang Mai er base for mange forskellige kirkelige organisationer, og mange missionærer, der arbejder i de omkringliggende lande, bor her. Selv om jeg aldrig har hoppet af begejstring, når jeg har hørt om missionærer, så sker der bare noget, når man ser og oplever mennesker, der tager ud de mest sindssyge steder og bare må stole på, at det er Gud, der har kaldet dem. Dan og Angela, et new-zealandsk par, arbejder i Cambodia, som er et af verdens fattigste lande, men hvor de kristne virkelig vokser. Når Norbert fortæller nogle af de historier om Guds mirakler dér, da han boede der i 90'erne, rejser hårene sig på armene. Keith og Joy, et andet new-zealandsk par, arbejder sammen med Cherry med at træne kirkeplantere i Burma. De er nogle helt utrolige vise og milde mennesker. Bare så godt at være i nærheden af nogle forbilleder i troen, når man normalt er en del af en meget ung kirke. Og så er der Joshua og Alicia, et ungt amerikansk-kinesisk par (mange asiatere tager sig også et vestligt navn, Alisia er kineser). Dem kommer vi virkeligt til at savne. Joshua er 24 år, kan hebræisk, græsk, kinesisk og dele af en masse andre sprog. De er i Chiang Mai i øjeblikket for at få noget lingvistisk træning til at påbegynde oversættelse af Bibelen til en kinesisk befolkningsgruppe, jeg aldrig kan huske, hvad hedder. Julie, som er amerikaner, er 29 år og læser også en form for lingvistik på det store kristne universitet her. Hun vil gerne arbejde med verbale bibelhistorier til at udbrede evangeliet med. Mange befolkningsgrupper har ikke noget nedskrevet sprog, men de kan huske historier, de får fortalt langt bedre end os i vesten, der er vant til altid at kunne gå tilbage i medier og undersøge facts. Det er ret spændende at høre om.

Mest tænker jeg, at det har været fantastisk for Thomas og jeg at have så meget tid til at udvikle vores venskab. Nogle gange er det næsten ironisk, så isolerede, vi har været. Der kom aldrig internet i det hus, vi bor i, vi kan ikke modtage sms'er og den bil, vi ellers skulle have lånt de sidste tre uger her i Chiang Mai, brød sammen.

Og så synes jeg bare, at Gud har rykket rundt og sat mange forskellige ting på plads gennem mennesker, undervisning og bare hans Ånd. Så jeg glæder mig rigtig meget til at komme tilbage til min klynge, til den danske sommer i mine forældres have, Amager Strand, brunch ved søerne og ParadIS på Sankt Hans Torv.. Mmm.