De sidste par uger har været lidt anderledes for mig. Ikke at der er sket noget særligt. Måske bare at jeg er kommet tilpas ned i gear til at jeg begynder at længes efter at kunne gøre en forskel igen. Og så er det blevet så meget hverdag, at alting ikke længere er nyt, og man begynder at savne elementer som en sofa, privatliv og venner, der forstår hvad man mener:-)
Så jeg har følt mig lidt desperat indimellem. Men det føles faktisk godt, for jeg føler egentlig at Gud bærer mig, og jeg lærer at leve af hans bekræftelse og ikke af andres. For der er ikke så mange mennesker her, der fylder bekræftelse ned i mig. Det hlar også være angstprovokerende for mig at vænne mig til, at nogle mennesker bare lige pludselig ikke kan lide mig, og så have det godt alligevel. Så jeg tænker, at når jeg har lært det, så er jeg måske kommet et godt stykke også i forhold til tjeneste i kirken. Jeg vil gerne tjene Gud, ikke være en people-pleaser, selv om det selvfølgelig indimellem kan være det samme til en vis udstrækning.
Jeg har læst en del i evangelierne, og det jeg er kommet tilbage til flere gange det sidste stykke tid, er det, at Jesus kom for at afsløre Faderens hjerte og for at forsone os med ham. Og så at Helligånden er et pant og tegn på Faderens kærlighed. Det går igen mange gange, især ved Jesu dåb, hvor Ånden kædes sammen med Guds kærlighed i alle fire evangelier.
Jeg kan tit være så skeptisk, så det er godt, at en så vigtig del af Guds hjerte er beskrevet så mange steder. Jeg vil gerne fatte det.
Ellers har vi de sidste to uger haft om det at udbrede Guds rige i hele verden og om udfordringerne ved tværkulturel mission. Det har været meget inspirerende, og i lyset af de mange historier omkring, hvordan folk modtager Jesus rundt omkring i verden, har jeg især reflekteret meget over min danske kultur. Når vi forsøger at forklare den danske mentalitet af selvtilstrækkelighed, individualisme, jantelov, tolerance og relativisme (min korte beskrivelse), er folk her chokerede og synes det er så synd for os, at vi lever som kristne i sådan et land. He he. Tjah, jeg tænker i hvert fald over, hvad nøglen til danskernes hjerter er. Jeg tænker, at alle søger efter sandheden, lykke og mening, men at kristendommen naturligt nok er blevet afskrevet som svarmulighed.
Så mest af alt har jeg lyst til at sige undskyld undskyld undskyld til alle danskere for den måde, vi som kristne i århundreder har misrepræsenteret Gud og hans rige!
1 kommentar:
Simon og jeg kom præcis ud for det samme med den danske kultur, under en såkaldt "kulturel uge" i amsterdam på vores dts. Lige pludselig kunne vi ikke finde nogle danske værdier vi havde lyst til at råbe højt om. Men min kære svigerfar er altid dejlig at ty til i en sådan situation - så her er nogle ting du også kan tænke på når du tænker danmark: 1) den danske skov samler meget den danske kultur: bøgeskoven og folk der samler grene, anemoner der ligger som et tæppe, svampejagt i efteråret, skovtur, rideture og samlin af familien om sommeren omkring en kurv med sandwich, grøn tuborg og sodavand. 2)sankt hans med sang omkring bål 3) folkedans lidt corny i know men alligevel 4)at alle danskere kan blive enige om væriden af flæskesteg og frikadeller 5) hygge 6) selvironi og at ikke at tage sig selv for højtideligt. Det var lidt jeg håber kan få dig til at ranke ryggen lidt i disse ukristelige tider ;-)
Send en kommentar