Ah, så er vi på mere eller mindre velfortjent ferie på en lille ø, Koh Samet, lige ud fra Rayong, hvor vi tilbragte fire dage med Jeff og hans kone Or. Øen er 6 km lang og 2 km bred og så har den status af nationalpark, så her er virkelig smukt med lyseblåt vand, hvidt sand, smukke sommerfugle, koralrev og blomster. Bortset fra det er det sit eget lille pseudo-tourist-samfund. Det er ret surrealistisk, at alle bare går rundt i badetøj, og det eneste man kan se er strand. Hvor vi bor kan vi ikke se ret mange spor af det Thailand, vi kender bedst med masser af biler, os, små slumlignende hytter af metalrester og frem for alt kan vi ikke lugte den varme, krydrede os, vi var så trætte af i Chiang Mai og Bangkok. Det var helt sikkert det, jeg var mest træt af.

Men noget surrealistisk, og samtidigt nok også meget fint som overgang, at se så mange skandinavere og andre vestlige på sådan et lille område, der bare render rundt og spiller smarte og spiser seafood.

Det slår én igen, hvor forskellig vores kultur er fra den asiatiske, som er meget mere gruppe-orienteret. Når vi ser på os selv og alle vesterlændingene synes den der løgn med, at alle små beslutninger til sammen definerer vores image (og dermed sørgeligt nok vores identitet) uhyggeligt nærværende. En masse mennesker render ligesom rundt og forsøger med al vold og magt at udstråle, at de har tjek på det. Men det har vi jo ikke. Man skal ligesom hele tiden lige markere, hvilken type person, man er, hvilket i sig selv er en dødsdømt mission, idet vi samtifigt opererer med et kriterie om, at vi akke skal være vores helt egen unikke type. Så hver gang vi identificerer os med en bestemt stil eller holdning, bliver vi nødt til samtidigt at distancere os fra den. Derfor kan vi også have så svært ved virkeligt at relatere til hinanden, fordi vi så ofte har masken bestående af den historie, vi har bygget op og fortalt os selv og omverdenen, på. Ikke så underligt, vi render rundt og er lettere identitetsforvirrede indimellem.

Nå, men bortset fra det, så er jeg meget overraskende alligevel blevet noget nær nyforelsket i den danske kultur gennem mødet med de asiatiske. Jeg glæder mig helt vildt til at kunne sige min mening, til at grine højt på upassende tidspunkter (tænker især nu på Samuel Larsen med et stort smil)og til at være træt og ugidelig uden at skjule det.

Ellers var det godt at være i både Georgetown (Malaysia) og Rayong. I Georgetown nød vi mest bare at være blevet sluppet fri og brugte god tid på at komme os over Bangkok-outreachen. Vi spiste dejlig mad, spillede computer og gik lidt rundt på strandvejen. Det var så også nærmest det, der var at lave.

I Rayong brugte vi en del tid med Jeff og hans kone. De er nogle ret fantastiske mennesker, og jeg er så taknemmelig for at få lov at bygge relation med dem. Det føles lidt som et specielt venskab, Gud har bragt ind i vores liv, så det bliver spændende at se, hvor det bærer hen.