Det er stadig helt fantastisk at være her. Efterhånden som tiden går, og hverdagens stress og to-do lister forsvinder helt ud af min krop, bliver der virkelig plads for mere af Gud, kan jeg mærke. Det meste af tiden er jeg bare glad. Jeg oplever en form for barnlige glæde over at tilhøre Gud og blive forkælet af ham. Så når noget så indimellem forstyrrer den glæde, er jeg i stand til at tage fat i det og spørge Gud omkring det med det samme. Så jeg oplever han viser mig mange små ting om steder i mig, der er præget af frygt, vrede eller desillusion. Så kan jeg give det til ham, og han kan få lov at få plads.
Jeg oplever også den der angst for, om jeg vil være i stand til at fokusere mit blik på ham, når jeg igen kommer til Danmark, om han rent faktisk kan bruge mig til noget, og om vi faktisk får lov at se mere af hans rige i København. Den form for desillusion og forvrænget selvbillede sidder godt fast, så jeg prøver at overgive det til Gud hele tiden.
Jeg tænker meget på, at jeg mange gange derhjemme ikke har forventet at se særlig meget af Guds rige i form af fred, helbredelse, frihed, retfærdighed, glæde og så videre, og det gør det måske svært for Helligånden at komme til. Nogle gange kan jeg måske også distancere mig intellektuelt. Så min bøn i øjeblikket er, at Gud på ny må give os en barnetro og en forventning til ham, at vi må turde træde ud på vandet og bede hans rige om at bryde igennem i hele vores liv og samfund.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar